Nietzsche kan ikke som Hegel gå ind for nogen ”forsoning”. Hvor forsoning hos Kant repræsenterer en frihed, der skal opnås og kæmpes for, og som ikke umiddelbart bare er givet, mener Nietzsche, at enhver naturlig frihed kun findes mellem mennesker, der kæmper om magt, men også derigennem forædler i stolthed en nobel og idealistisk gerning, ærligheden og renheden i også retorisk at underkaste sig en anden loyal mod menneskelige drifter.

De svage og de stærke
Nietzsche forestiller sig et menneske, der som dyrisk biologi ikke kan lade være med at udøve sine drifter, hvilket desværre også indebærer disse drifters åndeliggørelse. Dette – sammen med en forfalskende moral – skaber mennesker, der vender drifterne indad som dårlig samvittighed, selvhad. Mennesket, kan det synes, er ikke skabt som samfundsvæsen, og samfundet har tendens til at udligne og destruere naturlighed langt ind i en jævn og ligegyldighed kedsommelighed, der er en undertrykkelse af det biologisk stærke og naturlige.

De svage i samfundet, som er de fleste, undertrykker de stærke ved at vende om på moralbegreberne og bebrejde de stærke deres naturlige styrke, idet svagheden i moralbegreberne udtrykkes som en selvvalgt fortjeneste, en særlig udmærkelse af menneskeligheden. Styrken ses derimod som et tabu, den stærke selv har valgt, ligesom man frivilligt kan vælge ondskaben, hvorfor han bebrejdes sin naturlighed, som var et valg om den muligt for ham. Men hos Nietzsche har den stærke naturen med sig og er aktivt loyal mod en indre naturlighed, førend han reaktivt sammenligner sig selv med den i øvrigt gængse karaktersvaghed.

Hvor de svages åndelighed består i, at det naturlige, når ikke det legitimt kan udleves, vender sig indad som en fjende og derved nødvendiggør en ydre opholdelse af et selv, der ikke er defineret af de svage selv, men af konformiteten og svaghedens sammenrend af brugbar konsensus. Hvor det svage fornægter naturen og derfor også får brug for en hemmelig hævn mod de stærke, som godt nok må sløres som Retfærdighed, da lever de stærke, ikke med et ydre, men med et indre ideal, de kun henter fra sig selv. Og de kalder det ikke Retfærdighed, men med en hel anden realisme egen samvittighed eller: magt.

Den stærke er umiddelbar i sine reaktioner, mens den svage har skabt sit indre, der ikke er hans men konventionens, som en konstant reflekteret lidelse, en åndeliggørelse og et afsavn, der ikke blot upåagtet udlever lidelsen som den repressive, såkaldte Retfærdighed, men stopper op ved den, forherliger den, gør den til livsindhold. Dette livsindhold kaldes retfærdiggørende: den gode og rigtige moral uden at den nogensinde er blevet prøvet som en selvstændig naturlig foreteelse, men snarere udlevet som en uomgængelig konvention, man først med ypperlig kraft måtte adskille sig fra – valgt er den ikke, men heller ikke fravalgt.

Magtkampen
Den stærkes naturlighed skal være hans eget valg frem for naturens vrangsides valg af sig selv, hans eget valg af det onde, der nedbryder det kollektive, de svage kun har forståelse for som forherligelse af lidelse, når den dog betragtes som den skønneste blomst. Den svage elsker sin reaktive magt og kalder den kærlighed og forståelse så længe, den dog er foragt for det naturlige. Dette naturlige synes Nietzsche – nærmere end nogen ligevægtig refleksion – at forstå som den uhæmmede drifts ret til de ofre, den med ærlig fornøjelse underkaster sig.

For Nietzsche er det naturlige helt kompromisløst og sigter heller ikke mod individernes indordning i samfundet. Ethvert kompromis er nemlig for ham en mangel på loyalitet over for et menneske, der står alene, og som kun er sandt, dersom det er det i en tilstand af kamp, der i ikke henviser til nogen højere mening eller moral, men kun til nydelsen, hvorved den ene underkastes og den anden vinder. Denne vinder dermed ikke nødvendigvis ”det sande” eller manifesterer ”det gode”, men han vinder hinsides enhver kvalitet, men ikke hinsides den magt, enhver kvalitet vindes med.

”Den dårlige samvittighed” over en sådan sejr udtrykker ikke naturlighed eller ægthed i mennesket, men at dets drifter er blevet vendt mod mennesket selv. Og dette menneske føler kun naturligt for at ødelægge og smadre, skabe og herske, hvad der i kristendommen ifølge Nietzsche vender sig indad som en tilsvarende, indre ødelæggelse, just fordi den mangler sin ydre udlevelse, der er blevet ”forkastelig moral.” Den er desto mere vedvarende, så længe den ikke længere legitimt kan udleves og derfor forbliver i det indre som et meningsgivende nag. Det er dette nag og det had, der hos ressentiment-mennesket – mennesket, der føler nag – antager karakter af mening med livet, undertrykkelsens.

Forfalskende ”fortolkningsinstanser” og kultur
Nietzsche mener grundlæggende, at vi i livet, i kulturen, indfører en række forfalskende fortolkningsinstanser, der i samfundet samtidig har karakter af kontrol med individet, så det fortsatte forfalskende sikres i livet, der ikke kan erkendes, bæres eller leves på dets egne betingelser. Betingelser, som Nietzsche gerne heroisk vil idealisere får så vidt, det i stedet er løgnagtighedens svaghed, vi ikke blot er underkastet men også repressivt og helt ubemærket udøver overfor en ærligt, udlevende natur. Hos ham er der derimod ikke nogen idealistisk progression i historien, men stadig vilkårlige magtperspektiver, der overtager hinanden: Heller ikke det menneske, der ærligt udlever den brutale natur, kan henvise til en højere moral, da naturen slet ikke er moralsk.

Det ligger således i Nietzsches tænkning, at vi konstant besmykker vores magtmotiver med noget andet og højere, der skal se ud til at forædle dem og os med en kunstig glans, men den findes kun i det forhold, at vi ikke er ærlige overfor vores natur og egne drifter, at det naturlige, med andre ord, er blevet tabubelagt. Det er sket gennem, at Fornuften er lagt for had, hvorfor mennesket først og fremmest eksisterer som distancen til sin egen naturlighed med hele den mængde af traumer og indadvendt, negativ åndelighed, det meningsgivende medfører. Ikke mindst tilfredsstillelsen ved fornedrelsen, den hemmelige fornøjelse i at vinde over den og dog netop sådan retfærdiggjort at leve i den, når der skabes et nyt begreb til den, som var fornedrelsen selve naturligheden, selve skønheden, hele Retfærdigheden.

Kærligheden og den ”gode magt”?
Hos Nietzsche er kærligheden ikke noget, der udtrykker lighed eller forståelse, og den kan hos ham opfattes som endnu en magt- og fortolkningsinstans, mennesket opfinder for at leve med sine dårligt selvskabte vilkår, svaghedens: At det med andre ord igennem Gud vælger at påskønne sin egen svaghed, som var den elsket af Ham, hvilket heller ikke nødvendiggør men retfærdiggør, at den underkastedes og svages karakter ”som den stærke” kan bevares uden indsigelser. Indsigelser der således ville være ”imod selve kærlighedens væsen.” Kærligheden er det sidste, mennesket bruger for at opretholde sine falske idealer: Når vi tillader svagheden og kalder den styrke, så elsker vi ikke bare hinanden for det – Gud elsker også vores svaghed, som vi derved er fritaget fra at omvurdere.

Nietzsche har ikke megen respekt for et menneske, der ikke skaber sig selv, eller skaber sig selv i modstykke til andre, negativt. Men hvis det er magten, vi ønsker, ser Nietzsche desværre ikke, at det i samme ombæring naturligt er denne magts delvis genuine retfærdiggørelse, som mennesket i kraft af fx Fornuften, Det Gode og Det Onde danner sig en også ærlig forestilling om. Dette er indsigten i, at magten ikke i sig selv tilstrækkelig rummer den gode magt, at ethvert motiv kun delvis er bedrag.

Derfor udhuler Nietzsche et åndeligt magtbegreb til fordel for den rene biologi, som mennesket netop må forstå som kynisme. Vi er ikke bare bedraget, ville Nietzsche sige, men også bedragende, eller mere præcist: Kynismen er netop ikke at se moral som biologi og udleve den sådan. Det undertrykker de stærke, hvortil man kan svare: eller hæmningsløse. ”Den gode magt” er ikke nødvendigvis en magt, der kun ”som god” således hensynsløst netop har desto friere hænder. Skærer man de konstante og falske retfærdiggørelser af livet fra magten, da har man hos Nietzsche ikke længere andet end den rene magt, og denne kan kun retfærdiggøres, ikke i henhold til, hvad den kan medføre og forandre til det bedre, men kun i henhold til den øjeblikkelige og naturlige nydelse, det fremkalder at udøve den.

Nietzsche ser i for høj grad bort fra, at mennesket rent faktisk har idealistiske og gode mål med magten, men også at magten derfor kan føre til ”det gode,” som Nietzsche selvsagt foragter for alt det onde, som kun det retfærdiggjorte kan skjule i sig og derfor udøve desto mere upåagtet. Mennesket handler netop ikke alene med magt for øje, for da er magten meningsløs. En magt og lysten forbundet med den er betinget af målet med den, om det er heroisk og narcissistisk, idealistisk og endda kynisk: Målet med magten og ikke blot magten alene som drift, der forlanger udøvelse, er dog, hvad magten består af, forså vidt at disse motiver er løgnagtige, hvad de ikke er i subjektiv forstand.

Tilpasning og skabelse
Hos Nietzsche er det objektive, almene eller ”uinteresserede” altså løgnagtige bestemmelser for mennesket, der falskt retfærdiggør sin magt. Alle bestemmelser, der hviler på, at individet ikke må udleve sine naturlige drifter naturligt, hviler derfor på en undertrykkelse af mennesket, der er kommet så langt som ”at blive instinkt.” Nietzsche taler godt om at skabe og tilsvarende negativt om at tilpasse sig; tilpasningen udtrykker sig netop i konformitetens moral, der altså er accepten og håndhævelsen af svagheden, de fleste umiddelbart kan præstere i modsætning til den individuelle styrke, der måtte ligge i at bryde den.

Det må nage Nietzsche, at selve menneskets udviklingshistorie snarere er en tilpasning end en skabelse, at den snarere er reaktiv end aktiv, og det er jo netop de vilkår, vi også biologisk har underkastet os: at vi for at overleve – ligesom i den moral Nietzsche anskuer som svag – snarere underkaster os det stærkere eller den stærkere end risikerer liv og lemmer ved at gå op i mod ham. Det gælder også med den Gud, Nietzsche mente at afskaffe på vor alles vegne: at Han dog er stærkere end os, at vi har brug for at læne os op ad det stærkere og at tilpasse os det, navnlig grundet angsten, Nietzsche synes at se bort fra.

Det noble og ædelmodige, han taler om, kan nok gøre sig i spil eller sportskonkurrencer, men i livet, hvor det handler om liv eller død, ser han for meget bort fra den angst, mennesket ikke kan spille imod og heller ikke spille med. Det ville kræve et overmenneske – et sådant var heller ikke Nietzsche. Angsten og tilpasningen fører naturligvis til konformitet, ligesom begge evolutionært overhovedet har ført til det fysiske menneske, hvormed Nietzsche idealistisk men ikke realistisk eller biologisk vil tilbagevise dem begge, ikke som naturens forfalskninger, men som kulturens. Han glemmer, at den første udtrykker sig i den sidste.

Nietzsche er morsom og skriver fremragende. Men han taler også fra et næsten hemmeligt sted med velgørende og menneskelig indignation, en oprørskhed, der ikke bare er facade og stil. Et smukt sted så meget mere, som at dette sted først skal opdages bag hans hårde og paradoksale humor, der stedvis har mildheden hverken som intension eller umiddelbar affekt, men dog som hvad man gennem tålmodighed, aldrig forsagt, ønsker, han ville præstere mere som middel end som kun just anet konsekvens.